BOGglad

Litterær bog-kanon til dagtilbudsområdet i Dragør Kommune

Dragør deltager i det nationale BOGglad projekt

Projekt "BOGglad Dragør" er et samarbejde mellem Dragør Bibliotekerne og Center for Børn, Skole og Kultur i Dragør Kommune.

Med midler fra den nationale BOGglad-pulje er der udvalgt en lokal bog-kanon bestående af i alt 20 bøger, som alle børn på 0-6 års området vil blive præsenteret for i løbet af deres institutionsliv i Dragør Kommune.

Bøger som en del af hverdagen

Alle dagtilbud fik i efteråret 2022 en bog-kanon til hver stue, således at bøgerne er tæt på børnenes hverdag og nemt tilgængelige for både børn og pædagogisk personale.

Der er alt fra eventyrbøger, seriebøger og myldrebøger, og tanken er, at børnene vil have en fælles litterær referenceramme, når de starter i skole - uanset hvilken daginstitution de har været tilknyttet.

Familierne har desuden mulighed for at låne de samme bøger på Dragør Bibliotekerne, hvis der er bøger, som børnene bliver særlig glade for.

Aktiviteter der åbner litteraturen

Alle bøgerne har forslag til aktiviteter, som på forskellig vis understøtter arbejdet med sprogstimulering og litteraturformidling i de enkelte dagtilbud.

En del af aktiviteterne handler også om at komme ud og opleve Dragør. Til De tre Bukke Bruse er der f.eks. en aktivitet, som handler om et besøg til trolden i Kongelunden. På den måde bliver litteraturen levende.

Bog-kanonen vil i samspil med aktiviteterne give børn og pædagogisk personale et fællesskab omkring litteraturen og samtidig styrke det lokale samarbejde mellem bibliotek og dagtilbud.

Tværfagligt kommunalt samarbejde

Ud over et samarbejde omkring udvælgelsen er der i projektet også afsat timer til, at det lokale bibliotek afholder arrangementer i dagtilbuddet samt får besøg af dagtilbuddet på biblioteket til et arrangement. Eksempelvis er der knyttet aktiviteter som højtlæsning på biblioteket, teaterforestillinger med mere.

Der har ligeledes været afholdt en kompetenceudviklingsdag for det pædagogiske personale, som er ansvarlige for udbredelsen af BOGglad i de enkelte institutioner. Disse medarbejdere har en central rolle i det videre arbejde med BOGglad bøgerne.

Det officielle startskud

Den 14. september 2022 holdt vi den officielle fejring og startskud til det videre forløb.

Kontakt

Er du interesseret i at vide mere om projektet, er du velkommen til at kontakte børnebibliotekar Isabel Grubbe.