Særligt for daginstitutioner

Dragør Bibliotekerne har mange tilbud specielt rettet mod kommunens børneinstitutioner. Vi pakker bogkasser, holder biblioteksorientering for børnehaver og besøger jer gerne med en god historie.

 

Bogkasse-ordning

Biblioteket pakker bogkasser til alle Dragørs daginstitutioner. Vi pakker bogkasser 1 gang om måneden. Før vi pakker ringer vi og hører, hvad I kunne tænke jer at få med i kassen, om I har nogle særlige ønsker eller behov. Hvis I har brug for nye bøger oftere, f.eks. til et tema eller andet, så er I meget velkomne til at ringe til os, og vi kører gerne ud en ekstra gang.
 
I er selvfølgelig også meget velkomne til at besøge os på biblioteket og være med til at udvælge de bøger, I gerne vil have med hjem.
 
Formålet med bogkasse-ordningen er at lette daginstitutionernes adgang til bøger, så der altid er bøger til rådighed i institutionerne. Bøger spiller en stor rolle både for børns fremadrettede læselyst, og for deres sprogudvikling.
 

Børnehaveorientering

Vi samles i børnebiblioteket, hvor børnene kan slænge sig i sækkestole og puder, mens vi taler løst og fast om biblioteket og alle bøgerne. Sammen går vi på skattejagt i biblioteket – kan børnene mon finde den hemmelige skat?
 
Formålet med biblioteksorienteringen er at introducere børnene til vores hyggelige børnebibliotek, til hvordan de låner bøger, hvad de kan låne og hvor længe.

 

Vi besøger institutionerne

Få besøg af vores søde børnebibliotekarer, som kommer og fortæller lidt om biblioteket, og læser en billedbogs-historie højt sammen med børnene. Vi får en snak om indholdet og griber de muligheder, der opstår for at tale nærmere om symboler, tegn, skriftsprog med mere. Vi taler også om, hvordan man behandler bøgerne, så de gode historier lever lidt længere. Skolereform stiller større krav om læringsparathed hos de små, og besøgene er med til at styrke børnenes sproglige færdigheder, så det bliver lettere at lære at læse.
 
Formålet med besøget er at skabe et fundament for at børnene i fremtiden har lettere ved at blive gode læsere (her er en tidlig indsats i vigtig). Og at så mange børn som muligt vil blive indfanget af læsningens magi, ved at fokusere på læselyst og læseglæde.
 

Børnehavebibliotek

Kunne I tænke jer at frådse i gode billedbøger og få læst højt til ørerne er ved at falde af? Så skulle I prøve at låne børnehavebiblioteket. Fra børnehavebiblioteket kan børnene og deres forældre låne bøger med hjem direkte fra børnehaven. Børnehavebiblioteket består af bøger, der er velegnet for de 3-6 årige.

Det er gratis at låne fra børnehavebiblioteket. Hvis en bog bliver ødelagt eller forsvinder kræves der ikke er erstatning. Børnehavebiblioteket er selvbetjent. Forældrene noterer selv ned, hvad de låner, og hvad de afleverer. Det er op til den enkelte institution, hvor meget børnehavebiblioteket skal fylde. Børnehavebiblioteket kan lånes i op til et år.
 
Formålet med børnehavebiblioteker er at give børn let adgang til at få positive oplevelser med bøger og fortællinger.  Børnehavebiblioteket giver alle børn mulighed for at blive fortrolige med bøger og bruge dem som kilde til oplevelser og viden. 
 

Legetek 

Lån udviklende legetøj på legeteket. Legeteket er fyldt med særligt legetøj, som hjælper børns udvikling på vej. Legeteket er bibliotekets samling af pædagogisk legetøj, og sprogstimulerende - og sansemotoriske materialer. Legetekets legetøj og redskaber styrker gennem leg, kroppens fysiske funktioner og sanser; lytte, se, føle, balance, hukommelse, samt fin-og grov motorik.
Legeteket tilbyder udlån af pædagogisk legetøj til børn. Nogle børn har brug for ekstra stimulation for at udvikle deres begrebsverden og et godt og varieret sprog. De har brug for særlig støtte og vejledning i deres udvikling. Legeteket kan lånes i 30 dage ad gangen.
 
Formålet med Legeteket er at understøtte, udvikle, udvide og opbygge børns sprog og begrebsverden.