Bibliotekar Niels Andersen

Biblioteket anbefaler - Lanny af Max Porter

18.08.20
Få inspiration til dit næste lån. Her er det bibliotekar Niels Andersen, der giver en anbefaling videre.

Engelsk magisk realisme

Har du mod på en anderledes læseoplevelse, med en duft af skovbund, mystik og engelsk folklore? Engelsk magisk realisme?  Så kan jeg varmt anbefale Lanny af Max Porter.

En historie med mange vinkler

Lanny, er en speciel dreng; han er ikke god til andre mennesker. Da hans forældre flytter til en mindre engelsk by, bliver han dog venner med en ældre provokunstner, der måske har set sin storhedstid. Det der starter som lidt tegnetimer hos kunstneren, udvikler sig til et venskab. Kunstneren finder en muse i drengen, og samtidig forstår han at hjælpe Lanny til at åbne for sine kreative kilder. 

Fortællervinklen skifter mellem Lannys mor og far, kunstneren og ind imellem enkelte bipersoner. Samtidig kommenteres historien af naturen, af Papa Skælrod, en alvidende figur af mytisk oprindelse, som iagttager alt og alle i byen. En dag forsvinder Lanny…

Dragende eksperimenter

Bogen er eksperimenterende og mystisk, men ikke på en måde, hvor man føler sig hægtet totalt af og bliver frustreret over ikke at kunne forstå noget som helst. Det ER en bog, som kræver noget af sin læser, for den leger med både sprog, vinkel og grafisk udformning af teksten, men på en måde hvor det er muligt at holde den røde tråd, selvom ikke alle svar er givet ved historiens ende. Og så er den simpelthen bare så smukt skrevet og så fyldt med lag, at den kan læses både som en sorts eventyr- eller fantasyroman, eller som en allegori. Hvor er jeg glad for, at den er blevet oversat!

For dig der elskede filmen Pans Labyrint eller måske Monster, som Kian tidligere har anmeldt
 

Materialer