Bibliotekar Ulla Fajfer

Biblioteket anbefaler - Lettipark af Judith Hermann.

11.05.20
Få inspiration til dit næste lån. Her er det bibliotekar Ulla Fajfer, der giver en anbefaling videre.

Noveller om famile og relationer

Lettipark er en novellesamling, som består af 17 små fine noveller med hver deres afsluttede historie. De fleste foregår i Tyskland og handler om relationer - det kan være i parforhold, mellem naboer, datter og en far med demens, veninder eller bekendte. Ofte er det med fokus på dét, der var engang og nu. Og om nærheden og afstanden i relationerne.

Eksempelvis om ungdom i berlin

Novellen Solaris handler om ungdomsveninderne Ada og Sophia, der mødes igen efter mange års fravær. Som unge delte de en lejlighed i Berlin og levede tæt sammen. I deres lejlighed var hver af værelserne forbundet via en fløjdør. Ofte havde Sophia besøg af venner fra teaterskolen og om aftenen drikker de og snakker til langt ud på aftenen:  ”Ada bliver på sit værelse. Sophia lukker aldrig fløjdøren. Når Ada ligger sig i sin seng og skal til at sove, kan hun høre dem synge”. Med få elegante sætninger beskriver Judith Hermann deres fælles liv. Alexander fra teaterskolen med ”det statueagtige ansigt” og den maskuline udstråling var dog dét, Ada havde sværest ved at håndtere fra dengang. Mange år senere er der premiere på stykket Solaris. Her spiller både Sophia og Alexander med, og Ada kommer til premieren. Det bliver et fint gensyn - om end med større afstand mellem veninderne end der var før og en overaskende drejning til sidst.

Sprog der gør indtryk

Judith Herman har et fint og præcist sprog, der gør figurerne levende. I novellen Vidner spiser jeg-fortælleren og hendes daværende mand, Ivo, middag på en fiskerestaurant med deres bekendte, Samanta og Henry. Henry beskrives således: ”Henry var tydeligvis ældre end Samantha. Han havde knæ i bukserne og skjorten var ikke strøget, hans øjne var blodskudte, og han virkede udslidt, men når han lo forvandlede hans ansigts sig til en vildbasses, et barnligt ansigt, så så han ud som om ingen kunne gøre ham fortræd”. Det slidte udseende virker dog ikke til at genere Samantha. Hun kigger forelsket på ham, mens han fortæller om dengang, han mødte Neil Armstrong på selvsamme fiskerestaurant, bare mange år tidligere. Om historien er sand eller ej, skal ikke afsløres.

Gode, ofte stille, læseoplevelser i mundrette bidder

For mig er er bogen fantastisk. Den ene novelle bedre end den anden på hver deres egen stilfærdige måde. Hovedpersonerne er måske ikke de mest handlekraftige i verden, men de gør sig nogle skarpe observationer af det, de står i, som jeg bliver klogere af at læse. Samtidig sniger der sig en humor ind fordi det er så nøgterne iagttagelser, som man også kan opleve det hos forfattere som Helle Helle eller Thomas Korsgård. Bogen er for dig, der ikke behøver at få alt skåret ud i pap eller mener, at fyrværkeri bedst ses i mørke. Da det er korte noveller, kan man gå til og fra læsingen, hvilket samtidig gør det muligt for hver historie at bundfælde sig.

Du kan læse Lettipark på e-reolen. Du kan også bruge Læsekompasset, som er et andet af bibliotekets digitale tilbud, og læse anmeldelser af ”Lettipark” samt finde litteratur, der minder om bogen i skrivestil, tempo og stemning.