Bibliotekar Kian Kestler

Biblioteket anbefaler - Monster af Patrick Ness

28.05.20
Få inspiration til dit næste lån. Her er det børnebibliotekar Kian Kestler, der giver en anbefaling videre.

Store temaer for især større børn

Philip Pullman – ham der har skrevet Det gyldne Kompas har sagt at ”Nogle temaer og emner er for store til voksenbøger – de kan kun blive behandlet på betryggende vis i børnebøger” …. Det passer perfekt på den bog her. Der er temaer som mobning, døden, sorg, at turde give slip og især om mod. Bare et af emnerne ville være nok til en voksenbog, men den her bog for børn og unge tager det hele med. Målgruppe fra ca. 10 år - men kan bestemt også læses af voksne.

Connor alene i verden

Den handler om drengen Connor. Connor er 13 år, hans forældre er skilt og han bor alene med sin mor, som er meget syg. Skolens bølle er efter ham hver dag og ikke nok med det, hver eneste nat har Connor det samme frygtelige mareridt. Men en dag ændrer alt sig – Monstret banker på hans vindue.

En smuk bog med tudegaranti

Bogen er efter en idé af forfatteren Siobhan Dowd, der desværre døde før hun kunne få sat det sidste punktum. Patrick Ness har færdiggjort historien, og det er den mest fantastiske illustrerede roman for børn, jeg nogensinde har set. Den er illustreret af Jim Kay med flotte sort/hvide tegninger, som rammer stemningen helt perfekt. Jim Kays fantastiske streg kan også ses i de imponerende illustrerede Harry Potter-bøger. Jeg har læst bogen flere gange og har hver gang tudet, når jeg nåede sidste side – så husk køkkenrulle eller lommetørklæder. 

Også på film

Monster er filmatiseret med blandt andre Sigourney Weaver, Liam Neeson og Felicity Jones på rollelisten og hedder på dansk Syv minutter over midnat.

Patrick Ness har også skrevet Chaos Walking trilogien, der filmatiseres med Mads Mikkelsen i en bærende rolle. Den forventes at få præmiere i starten af næste år.