Dragør Læser: Krigens Politik
Vores låner, Jens Breinholt Schou, har læst ”Krigens Politik”. Bogen er skrevet af militæranalytiker Anders Puck Nielsen og udgivet i slutningen af 2025.
Af Ulla Fajfer
Overblik i en urolig verden
Der er sket meget i verden det sidste års tid. Det kan derfor nogen gange være svært som almindelig avislæser at holde styr på detaljerne. Og det kan derfor være nødvendigt med de lidt større perspektiver. Det får man hvis man læser ”Krigens Politik”.
Europas krydspres
Anders Puck Nielsen lægger i bogen om ”Krigens Politik” vægten på de trusler og det pres Europa har været udsat for. Han giver fx i bogens introduktion en oversigt over det krydspres Europa og vi i lille Danmark har været og er underlagt, som er et krydspres mellem stormagter, ideologier og interne splittelser. Derefter følger 10 kapitler om fx Imperialisme, Populisme, Riget i Midten (Kina), Det Høje Nord (Arktis). Og så dukker en vis Donald Trump løbende op i de 10 kapitler.
Grønland og Arktis
I den helt aktuelle situation har jeg især med interesse læst om Grønland og om situationen i Arktis. Selv om man følger med i medierne, er det rigtig godt med baggrundsviden om de potentielle konflikter mellem stormagterne.
Om Forfatteren Anders Puck Nielsen
Anders Puck Nielsen er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, og han har blandt andet været brugt på TV til at formidle analyser af krigen mellem Rusland og Ukraine. Tidligere udgivelse af Anders Puck Nielsen der også er værd at læse: bogen ”Krigens logik” fra 2023.
Bogen som modvægt til nyhedsstrømmen
For 25 år siden spåede en af mine venner, at det snart var slut med den fysiske bog. Sådan gik det ikke. Og vi har heldigvis en troværdig nyhedsformidling i Danmark. Men den gode fysiske bog kan give nogle nuancer og historiske perspektiver, der giver os mulighed for at forstå lidt mere af de ubehagelige nyheder, vi udsættes for i disse tider.
Vil du være med i Dragør Læser?
Vi inviterer vores lånere til at fortælle om én af deres yndlingsbøger. Vil du være den næste til at deltage i Dragør Læser?
Skriv til bibliotek@dragoer.dk