Aktuelt

Sommerbogen - nu også for voksne

Ikke alle børn hader at læse - hvert år deltager tusindvis af børn i Danmarks største læsekampagne. I år kan deres voksne læse med.

Af Dragør Bibliotek

Deltag i Sommerbogen sammen med dit barn

Børn gør som voksne, så vær et forbillede for dit barn. Når du læser, og dit barn ser det, har det en positiv indvirkning på dit barns læsning. Deltag i Sommerbogen, læs og tal om litteratur, som du selv læser eller lytter til. Det behøver ikke være tykke, svære bøger. Læs det du har lyst til: Tegneserier, aviser, bilmanualer, strikkebøger, spændingsromaner, lydbøger...

Sådan deltager du som voksen

  • Besøg Dragør Bibliotek og hent et sommerbogsark med udfordringer
  • Lån og læs 3 bøger
  • Udfyld 3 anmeldelser - løs 10 udfordringer
  • Aflevér det udfyldte udfordringsark på biblioteket senest den 16. august, så deltager du i lodtrækning om et gavekort til en boghandel

Sådan deltager dit barn

Her kan du se, hvordan dit barn kan deltage i Sommerbogen. Alle børn, der har udfyldt sommerbogsarket med anmeldelser og løst 10 udfordringer, får en bog.

Løs udfordringerne sammen

Tal med dit barn om det du læser, og spørg ind til, hvad de læser. Lad bøger og andet læsestof ligge fremme. Tal om det, når du udfylder arket med udfordringer og anmeldelser. Måske kan I hjælpe hinanden med at løse udfordringerne på barnets ark og dit eget.

Stor opbakning til Sommerbogen 

De danske børnebiblioteker står bag kampagnen Sommerbogen, hvor tusindvis af børn hvert år deltager. De seneste år har Sommerbogen oplevet en kolossal opbakning fra biblioteker og børn. Hele 83 kommuner var i 2024 repræsenteret på Sommerbogskortet, hvilket førte til en rekord deltagelse på mere en 14.000 børn.

Sommerbogen