Billede af to børn på dybhavsekspedition i fantasifulde omgivelser

Havets hemmeligheder

02.02.24
Dyk med ned i dybet når børnebiblioteket sætter fokus på havets hemmeligheder i både fiktion og fakta.

Vi mennesker har altid været fascinerede af, hvad der mon gemmer sig i dybet.

Da 70% af jordens overflade er dækket af vand, og langt størstedelen af de store verdenshave stadig er uudforskede, er der også masser af stof til fantasien.

Populært emne i litteraturen

Dét har gennem tiderne været en stor kilde til inspiration for forfattere, og på Dragør Bibliotek kan du lige nu finde flere udstillinger i børnebiblioteket med havet som omdrejningspunkt.

Udvalgte anbefalinger

Inden du besøger os på biblioteket, kan du også lade dig inspirere af en række udvalgte anbefalinger fra børnebibliotekar Malene.

Stormhvalen af Benji Davies

"Stormhvalen" er en række virkelig stemningsfulde billedbøger for de yngste. Her møder vi Louie, som bor alene ved havet sammen med sin far og deres mange katte. Da Louie finder en strandet hvalunge, bliver der skabt et helt særligt bånd mellem de to.

Bøgerne fortæller en fin lille historie om ensomhed og venskab, og både børn og voksne kan fordybe sig længe i de smukke billeder, hvor der hele tiden er nye detaljer at opdage.

Malamander af Thomas Taylor

Malamander-serien er god til både højtlæsning fra 8-9 år og selvlæsning for de lidt ældre. Bøgerne foregår i den lille badeby Undervig. Om sommeren er byen fyldt med turister, men om vinteren sænker der sig en helt anden stemning over byen.

I første bind "Æggets forbandelse" følger vi seriens to hovedpersoner, børnene Herbert og Violet, da de kaster sig over at opklare legenden om det lokale havuhyre malamanderen.

Datter af dybet af Rick Riordan

"Datter af dybet" er en hæsblæsende fortælling for både tweens og teenagere. Her har forfatteren, som du måske også kender fra Percy Jackson bøgerne, kastet sig over Jules Vernes klassiker om Kaptajn Nemo og den utrolig ubåd Nautilus.

I bogen møder vi Ana Dakkar, der er efterkommer af Kaptajn Nemo. Ana studerer på den særlige marinebiologiske kostskole Harding-Pencroft Akademiet. Pludselig bliver hun hvirvlet ind i en fantastisk fortælling om teknologi, AI og ikke mindst vægten og hemmelighederne fra sin familiearv.

Kristian på sporet af - havets hemmeligheder af Kristian Gintberg

"Kristian på sporet af - havets hemmeligheder" er sidste nye bog i Kristian Gintbergs spændende faglitterære serie for børn. I hver bog udforsker Kristian et nyt emne, og i denne bog er det mysterierne under vandets overflade, som han kaster sig over.

Dyk med Kristian ned i dybet og lær om forskellige havdyr, skibsvrag og andre spændende hemmeligheder fra havets dyb.

Materialer